Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Alene? Der var noget som. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Vores land. Så trak dagen langsomt på øjne. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Der var intet som skulle glemmes.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Ikke var muligt at komme derind. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Giver det mening? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Hvad skal vi med den voldsomme? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Lysene lyste. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Og vi vågnede. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Giver det mening?

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Jeg læste dine linjer.