Landskab d. 9.03.13 10.11.57 til 10.34.20

læse et par tilfældige linjer.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt

Samtale d. 8.03.13 14.32.47 til 14.34.44

Om andre byer, andre verdener.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Farverne. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Nu skriver jeg igen på det stille. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Samtale d. 7.03.13 14.43.53 til 14.49.08

mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Som at læse glemte aviser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Blå. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sæ

Samtale d. 7.03.13 14.34.32 til 14.38.51

Et genert rum, et intimt rum. Vores land. Vi er et party.

Brændte det friske løv virkeligt? De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Øjne af regn fra det travle.

Jeg sad alene i solen.

Der var noget som. Intet glemmes. Jeg ved vi forsvandt. Ikke var muligt at komme derind. Det var ikke skovene.

Samtale d. 6.03.13 16.13.52 til 16.17.38

I mørket, diamanter, dine øjne. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Vi, gamle tanker om stilheden.

At forvandle dette rum.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Din krop? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Bordet vipper. Som at læse glemte aviser. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Landskab d. 6.03.13 15.55.55 til 15.58.44

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Sætningerne er et hav.

Ikke var muligt at komme derind.

Vi taler om andre betingelser for nærvær.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Nætterne. Ugerne.

De bløde bakker udenfor byen.

Samtale d. 6.03.13 15.42.41 til 15.45.36

Intimiteten, skriften.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sætningerne er en ørken. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Nætterne. Ugerne. På et stort stykke hvidt. Provinsen og gågadens sange.

Har vi forskellige øjne?

Landskab d. 6.03.13 15.32.50 til 15.36.42

Min skrift er farvet af sig selv. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Har vi forskellige øjne? Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Du mod de kommende kyster. Hvad vil disse knuste sætninger?

Hav d. 6.03.13 09.30.27 til 09.33.09

Du, du venter en sweet sol. Bag træerne. Sover ASAP. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Det var før du.

De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!).

Det er wack!

Markerne, du? Et hav.

Samtale d. 5.03.13 17.02.26 til 17.07.26

Sad jeg? Dagene. Ugerne. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Dine diamanter lyser.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Dette hurtige blik imod vandet.