Samtale d. 21.02.13 16.34.36 til 16.36.42

Jeg ville dig. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward:

Sad jeg?

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Du skrev ikke længere. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Samtale d. 21.02.13 16.30.49 til 16.34.32

Vi, gamle tanker om stilheden. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skriver dagen igang, stille. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Afsindighed. Udsalgsvarer.

Rød. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Du ville sige noget, du tav.

Samtale d. 21.02.13 16.24.46 til 16.30.45

De. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Du må ikke forsvinde. Sådan. Bøgerne varslede en kommende tid. Jeg ville gerne give dig mine. Dagene alene på landet. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Landskab d. 21.02.13 16.19.22 til 16.24.04

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Du, dette landskab. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Glasdråbehænder. Har vi forskellige øjne?

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Hav d. 21.02.13 14.51.26 til 14.54.13

På en rude. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Bag diamanterne. Den sindssyge himmel. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Blå. Dette hurtige blik imod vandet. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Og vi vågnede. Kalken. På en rude. Derinde bag skoven.

Hav d. 21.02.13 11.10.00 til 11.12.12

Dette hurtige blik imod vandet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Så trak dagen langsomt på øjne. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Det dybeste af alt er huden?

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I hver dag

Landskab d. 21.02.13 10.50.30 til 10.53.54

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vigtigste. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.