Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Under den blå, blå himmel. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Nede ved havet. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Sætningerne er et hav. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Den afklarede himmel. Mod de yderste bjerge. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Farvede et sår i dit første ord. Vågnede. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Du kom fra? Provinsen og gågadens sange. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Glasdråbehænder. Stod imod, men gjorde intet. Regnvejrsmeteor. De bløde bakker udenfor byen. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. I den periode: udsigten, stilheden.

Sætningerne er et hav. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Det er bare. Et udadvendt rum, et favnende rum.

Min ene pen er rød og den anden sort. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Som i morges. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg skriver dagen igang, stille. Hvad skal vi med den voldsomme? Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Men mit sprog er et landskab.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Vi er det sarte, de stille. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Jeg prøver dette tilfælde.

En nat faldt giraffer ud af drømme. På en rude. Du siger noget om månen. Sådan. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Var jeg? Bøgerne var de eneste. Og en anden nat: Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg skriver natten i gang, stille. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten.

Hvor længe havde du drevet i vinden? På et stort stykke hvidt. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Du siger noget. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det giver mening.

Derinde bag bjergene. Solens sind. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Jeg var din krop.

Sætningerne er et hav. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Og vi.

Intet glemmes.

Mail i november. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Sådan så mine drømme ud.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Sad jeg? I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Kan skriften være genert?

Regnvejrsmeteor. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Bøger

Du kan være. Dine ned gennem atmosfæren. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Om andre lande, andre folk. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Rifterne, rifterne. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Skovene. Det handler om.