Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Hvorfor de yderste?

Jeg skriver dagen igang, stille.

Derinde bag skoven. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Muren omkring ordene.

Solstorm. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Ordene, syrlige rifter af blod. Øjne af regn fra det travle. Da jeg vågnede, var jeg sikker: En regning. Stjernekontinent. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Jeg tegnede din hud på alting. Månens sind.

Vi, gamle tanker om stilheden. Som i morges. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Vi har gardiner. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg kunne glemme det, der glemmes. Søge ly i den flod. Sådan så mine drømme ud.

Du må ikke forsvinde. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Dagene. Ugerne. Vennerne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg bladrer i en tilfældig bog. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Der i kroppen. Vi i det glitrende. På et stort stykke hvidt. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Jeg havde glemt den. Da jeg lyttede blev jeg bange. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.