Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Jeg på overfladen. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen.

Jeg på overfladen. Jeg på overfladen.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Grå.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Natten er trans, dagen er trans. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Sætningerne er et hav.

Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb).

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg hader at vågne og se dig vågne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Der hang figner henover udsigten. Grå. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det her er ingen leg. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Vi har travlt.

Og vi. Sandet i mine tanker.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vi har de samme øjne. Træk sletterne helt ned til klipperne. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Du kan være i dette landskab. Var det markerne du kom fra? Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.