Hav d. 9.07.12 01.38.42 til 01.40.39

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Jeg på overfladen. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen. Jeg på overfladen.

Jeg på overfladen. Jeg på overfladen.

Samtale d. 9.07.12 01.36.09 til 01.38.38

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Grå.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Natten er trans, dagen er trans. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Sætningerne er et hav.

Hav d. 9.07.12 00.02.42 til 00.05.56

Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb).

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg hader at vågne og se dig vågne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Der hang figner henover udsigten. Grå. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det her er ingen leg. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Samtale d. 9.07.12 00.00.07 til 00.02.39

Vi har travlt.

Og vi. Sandet i mine tanker.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vi har de samme øjne. Træk sletterne helt ned til klipperne. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Du kan være i dette landskab. Var det markerne du kom fra? Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Hav d. 8.07.12 23.49.13 til 23.51.14

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Grå. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Er det?

Jeg er på den anden side af havet.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.

Samtale d. 8.07.12 23.47.38 til 23.49.09

På et stort stykke hvidt papir. Den sindssyge himmel. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Det giver mening.

Lyset afventer afgang. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Samtale d. 8.07.12 23.43.29 til 23.46.58

Forsvinder ikke.

Jeg er på den anden side. Nordlysets sitren i din stemme. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. En nat faldt giraffer ud af drømme. Gennem hullet i hegnet. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Kan jeg skrive sådan? I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Hav d. 8.07.12 23.41.18 til 23.43.25

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg er på den anden side af havet. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Altid er det dette langsomme blik.

Jeg tror, du havde glemt den der. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Hav d. 8.07.12 23.34.27 til 23.37.29

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Ikke var muligt at komme derud. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Nordlyset tøver i vores stemmer. Og en anden dag: Dine diamanter lyser i min mund. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Samtale d. 8.07.12 23.28.59 til 23.34.24

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Du må ikke forsvinde. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg havde glemt den. I natten, en fjern stemme, søvn. Det giver mening. Jeg har plads i min hud. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Kalken. Vi har gardiner. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre.