d. 9.05.12 19.02.08 til 19.03.35

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og

Samtale d. 9.05.12 17.38.39 til 17.39.59

ørket falder sammen med marven.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Det var ikke skovene. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrend

Landskab d. 9.05.12 16.36.06 til 16.40.03

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Der hang en nice frugt og dinglede.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Var sætningerne et skred af betydning? Der er en som dresser up til dans. Stolen vipper. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhænge

Landskab d. 9.05.12 16.26.19 til 16.28.15

Bøgerne var de eneste. Vidste du det?

Et genert, et intimt rum. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog.

Vi har gardiner. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Brev.

Samtale d. 9.05.12 11.59.51 til 12.01.40

Jeg så små rystelser. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Landet smuldrer, smuldrer. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. Hvis jeg ville have dit blik. Gennem hullet i min hjerne. Træerne. Du trak de yderste bjerge. Du flasher dine moves i den lysende nat.

Byen.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Hver dag gled med mig videre.

Samtale d. 9.05.12 11.57.45 til 11.59.48

Jeg sejlede omkring på alt.

At en verden. Vågnede. At klæde sig. Af alt det kroppen også er.

Jeg i den ørken. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Nu sejler jeg bare i version .. Dagen på vores øjne. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Du havde tabt en linje i min drøm.

Landskab d. 9.05.12 11.56.19 til 11.57.42

Hvor længe havde du drevet i vinden? Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

Vågnede. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv.

Samtale d. 9.05.12 11.13.09 til 11.18.20

Gennem hullet i hegnet. Du, du.

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg har plads i min hud. Bussen skrev til dig. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Øjne af regn fra det travle.

Afsavn. Var jeg? I mørket, diamanter, dine øjne.

Afsavn. Afsavn. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Afsavn.

Samtale d. 9.05.12 10.12.35 til 10.16.43

Når min krop.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Jeg og dit hjerte. Sådan? Jeg kunne mærke dit hjerte. Men noget blev i de tomme haller.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Det var ikke markerne.

Du må ikke. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Sætningerne er. Jeg havde glemt den. Nu sejler jeg bare i version ..