Landskab d. 25.05.12 11.53.06 til 11.54.50

De bløde bakker udenfor byen.

Havde du fundet en grøn sten? Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Ok, svarede du. Jeg, ikke dig. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Derude i tomme haller.

Hav d. 24.05.12 16.42.42 til 16.44.50

Hvad tæller du til? Hvad tæller du til? Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Kan jeg skrive? Hvad tæller du til?

Ord. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg sejlede omkring på alt. Stod imod, men skrev: intet.

Hvad tæller du til? Ord. Ord. Ord. Ord. Ord. Ord. Ord.

Ord. Ord. Ord. Ord. Ord. Ord. Ord.

Ord. Ord. Ord. Ord. Ord. Ord. Ord. Ord.

Ord. Ord.

Hav d. 24.05.12 14.02.42 til 14.05.33

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Under den blå, blå himmel. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel.

Landskab d. 24.05.12 13.56.20 til 13.57.21

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Samtale d. 24.05.12 13.36.10 til 13.39.59

Jeg og dit hjerte. Jeg har dig.

Sætningerne er. I bussen skrev jeg en sms til dig. Rifterne, rifterne.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg forsvandt.

Træerne. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Samtale d. 24.05.12 13.19.06 til 13.21.01

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Ikke glemme floderne i ørerne.

Nu skriver jeg igen på det stille. Af alt det skyggende, matte, reflekterende.

Oplæsning for intetheden. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Hav d. 24.05.12 13.17.28 til 13.19.02

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. På en rude. Havde du fundet en grøn sten? Ilden. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Vi er en samtale bag øjnene.

d. 23.05.12 16.43.12 til 16.44.20

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Samtale d. 23.05.12 14.31.10 til 14.33.30

Intet glemmes. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Nu skriver jeg igen på det stille. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. For hvert lag af betydning i klipperne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.