Oplæsning for intetheden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Oplæsning for intetheden. Alting ligger bag alting. Jeg kunne mærke dit hjerte.

Byen. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Oplæsning for intetheden. Oplæsning for intetheden. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Stationsbygningen, samtalerne derinde. Jeg skriver natten i gang, stille. Havde du kysset en anden? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Det her er ingen leg.

Natten er trans, dagen er trans. Under murbrokkerne. Farverne.

Intimiteten, skriften. Sad jeg alene? De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Var dine drømme imellem læber?

Var det alligevel koderne, systemerne?

Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Jeg tror, du havde glemt den der.

Du må ikke forsvinde. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Ring til mig uden grund. Der hang en nice frugt og dinglede. Byen. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde.

Det handler om overfladen. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde.

Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde.

Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Det var ikke skovene jeg kom fra. Sover ASAP. Jeg og dit hjerte. Kan skriften være genert? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ordene, syrlige rifter af blod.

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Kan skriften være genert?

Jeg har skrevet et kort til dig. Provinsen og gågadens sange. Jeg var i morges. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Bøgerne var de eneste. I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Du kan være i dette landskab. En regning. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Afsavn. Kan jeg skrive? Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Fugle flakser i diodenattens klirren. Og vi. Land. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Du må ikke. Bussen skrev til dig. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Sover ASAP. Jeg sejlede omkring på alt. Glasdråbehænder. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Jeg ved vi forsvandt. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Mørket kaldte vi bare for mørket.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Mørket kaldte vi bare for mørket. Dine diamanter lyser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Nu sejler jeg bare i version .. Nede ved havet. En flamme slog op af min hals. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Stolen vipper.