Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Derinde bag bjergene. Var jeg stille? Og en anden dag: Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. De vigtigste. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.