Da jeg lyttede blev jeg bange. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Sandet i mine tanker. Solens sind. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.