Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Men mit sprog er et landskab. Sætningerne er en ørken.

Min ene pen er rød og den anden sort. Ikke søge ly i den flod. Oppe på bakken.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.