Sætningerne er en ørken. De matte hemmeligheder inde i træet. Brændte det friske løv virkeligt? Den afklarede himmel. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Og en anden nat: Hvis jeg ville have dit blik. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.