Vi stod og lyttede. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Søge ly i den flod. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Det gør ikke noget. Alting ligger bag alting. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Gennem hullet i min hjerne. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.