Sort. Ikke var muligt at komme derud. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.
 
Solens sind. At lytte gav ikke længere mening. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.