I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Ved den smuldrende beton. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.