Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Under den blå, blå himmel. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.