Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Afsavn. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg forsvinder ikke.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.