Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvem var det, der skrev: Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.