Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du må ikke forsvinde.Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Her er dagen allerede langt foran mig.

Dette langsomme blik imod stenene. Kalken. Sætningerne er et hav. Har vi de samme øjne?

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Der var noget som åbnede sig.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg skrev mig vild i de dage. Regnvejrsmeteor.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Solstorm. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Men mit sprog er et landskab. Asfalt. Ubeslutsomhed.Asfalt. Ubeslutsomhed. Asfalt. Ubeslutsomhed. Asfalt. Ubeslutsomhed.

Om andre byer, andre verdener.Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Solstorm. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Noter. Beskrivelser. Bussen skrev til dig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sådan så mine drømme ud.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Hvad? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ikke søge ly i den flod. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Som nu i morges:

Et brev. Det er bare. Jeg har skrevet et kort til dig. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Afsavn. Udsagn. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Var der virkelig ild et sted? Men mit sprog er ikke fjendtligt.

For hvert lag af betydning i stenene.For hvert lag af betydning i stenene. For hvert lag af betydning i stenene. For hvert lag af betydning i stenene. For hvert lag af betydning i stenene.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Dine diamanter lyser i min mund. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

For hvert lag af betydning i stenene.