Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Og vi vågnede. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Du kan være i dette landskab. Ikke glemme floderne i ørerne. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Blæste det virkeligt? Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Ikke glemme floderne i ørerne. Farvede ordene milde. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Er du på den anden side af havet?

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Tågen i skovene i udsigten. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Bag træerne. Over murbrokkerne.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Lysene lyste. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.