Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det handler om overfladen. Jeg skriver dagen igang, stille.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Det var ikke skovene jeg kom fra. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Og vi vågnede. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Derinde bag skoven.

Som nu i morges: Den sindssyge himmel.

Solens sind. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg er på den anden side af havet.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.