De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Min ene pen er rød og den anden sort. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Du siger noget om solen. Skriv mig ind i dine læber.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Blå. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sætningerne er et hav. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Ring til mig uden grund.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Lå vi. Jeg læste i aviser, i glemslen. Nu skriver jeg igen på det stille. Ilden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.