Intet ligger bag intet. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Nordlyset tøver i vores stemmer. Oppe på bakken. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Et wack rum, et rum for stars.

Ormene i det stille sand og nede i jorden. Nordlyset tøver i vores stemmer. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo.Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo.

Bag træerne.

Var der virkelig ild et sted? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg læste dine linjer Var der virkelig ild et sted? Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Der var noget som åbnede sig. Afsavn. Udsagn. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Vidste du?

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Kan jeg smile i dine sætninger? De vigtigste. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Vidste du? Du må ikke forsvinde. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Nu er der en uro i kroppen. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.