Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Jeg skriver dagen igang, stille. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Kan jeg være i dette landskab? På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Oppe på bakken.

Det gør ikke noget. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Under lillahimlens hvælv. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Solens sind.Solens sind. Solens sind. Solens sind.

Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story.

I hver med mig videre. Dine diamanter lyser.Dine diamanter lyser. Dine diamanter lyser. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Sætningen løb videre igennem kæben. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Lyset i ørknen i udsigten.

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Min ene pen er rød og den anden sort. Derinde bag skoven.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Du foldede dig ind i mine ord. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Udsigten var håbløs.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Det er aldrig det hurtige blik. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Giver det mening? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.