I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Uden grund.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Er du på den anden side? Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Dagene. Ugerne. Vennerne.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Intimiteten i skriften. Hvad tæller du til? Bagefter sad jeg i timer og læste. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Den bekymrede er ude af sig selv.

Du, solen.

Du siger noget om solen. Ring til mig uden grund. Ikke søge ly. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Du siger noget om solen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Jeg var nøgen. Sådan svarede du. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Muren omkring ordene. Jeg var i morges.Jeg var i morges. Jeg var i morges. Bøgerne varslede en kommende tid.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg sad alene i solen. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler.

Hvad skulle glemmes?

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Har vi de samme øjne? Jeg elsker at vågne og se dig vågne.Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Kan jeg være i dette landskab? Farvede lidt sort i din ørken.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg kunne mærke dit hjerte. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne.

Skyen skjulte noget for fuglene. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg var nøgen i de dage. Hvad tæller du til? Bag alting. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

På en.

Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. En. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Uforståelige sætninger at klæde sig i