Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Nordlysets sitren i din stemme. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Det her er ingen leg. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Der hang figner henover udsigten. Solens sind.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Som at læse glemte aviser.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Stod imod, men skrev: intet. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Ordene, små toppe af skum.

Ikke søge ly i den flod. At forvandle dette rum til et andet. Har vi de samme øjne?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Var det skovene du kom fra? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Nordlysets sitren i din stemme. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Ikke søge ly i den flod.

Kullet. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Der lå figner på jorden. Stjernekontinent. Et genert rum, et intimt rum. Træerne. Min ene pen er rød og den anden sort. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg var i din krop, og du? Stod imod, men skrev: intet. Træerne. At forvandle dette rum til et andet. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Har vi de samme øjne? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Hvem var det, der skrev: De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.