Hav d 17.10.16 19:27:11 til 19:28:12

Hvor længe havde du drevet i vinden?

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Solstorm. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Kan jeg skrive sådan? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Samtale d 17.10.16 19:25:38 til 19:26:27

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ord. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Har vi de samme øjne? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Hav d 17.10.16 19:21:37 til 19:22:17

Et brev. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Hav d 17.10.16 19:18:52 til 19:20:01

Der løber ord ud af min hud. Uforståelige sætninger at klæde sig i Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Glashænder. Stjernekontinent.

Det dybeste af alt er huden? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Landskab d 17.10.16 18:52:46 til 18:52:59

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.