Ikke var nice i provinsen. Rifterne, rifterne, rifterne.

Vigtigste. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Dagene. Ugerne. Vennerne. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Om overfladen. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Var det markerne du kom fra? Derinde bag skoven. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Og vi vågnede. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv.

Det gør noget. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. På et stort stykke hvidt.

I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Jeg, du, den.

Var jeg?Var jeg? Glasdråbehænder. Sætninger. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg forsvinder ikke. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Søge ly i den flod. I den periode: udsigten, stilheden.

Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Stille? Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. De yderste kyster, en grøn sten.

Alting ligger bag alting.

Du trak mig med til de yderste bjerge.

Udsigten var håbløs. Sådan svarede du. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Om andre byer, andre verdener. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Hvad skulle glemmes? Jeg hader at vågne og se dig vågne. Sådan? I hver dag gled rester af betydning med mig videre Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Bøgerne tegnede deres egen retning. Du siger mit navn.

Bag diamanterne. Jeg læste i aviser, i glemslen.

Bussen skrev til dig. Der var noget som åbnede sig. Men noget blev i de tomme haller. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Blå.

Farverne. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Sandet. Du skrev et sår i min fremtid. Der løber ord ud af min hud. Dine øjne. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

Og et andet kluns: Er du på den anden side af havet? Intet bag alting. Skriv i dine læber.

I det mørkeste, søvnen bag dagen. Vi, vi. Stofferne. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Om andre lande, andre folk. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.