Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Solens sind. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Ordene, små toppe af skum. Bag træerne.

Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Noter. Beskrivelser. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Ilden. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Var det markerne du kom fra?

Brev i april.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Sandet. At tale var blevet uoverskueligt. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg forsvinder. Sandet. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Dette langsomme blik imod stenene.Dette langsomme blik imod stenene. De matte hemmeligheder inde i træet. Her er natten allerede langt bag mig. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.