Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Vidste du det? På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Ilden. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Bøgerne tegnede deres egen retning. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det var ikke markerne jeg kom fra. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Der hang figner henover udsigten.

Jeg er på den anden side af havet.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Dette langsomme blik imod stenene.

Her er dagen allerede langt foran mig. Et genert rum, et intimt rum. Sådan noget. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Har vi de samme øjne? Ikke glemme floderne i ørerne. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Hvad skulle glemmes? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Jeg skrev intet ned i den periode. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ord. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Tågen i skovene i udsigten. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg skriver dagen igang, stille. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg skrev mig vild i de dage. At tale var blevet uoverskueligt. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ikke var muligt at komme derind.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Træerne. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Intimiteten i skriften. Hvad skulle glemmes? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Der var intet som skulle glemmes.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Har vi de samme øjne? Du må ikke forsvinde.