Alting bag alting. Vi, bag øjnene. Ring til mig uden grund. Vi, med det stille.

Der åbnede sig. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Du trak mig med til de yderste bjerge. Intimiteten i skriften. At forvandle dette rum. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Jeg ved vi forsvandt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sådan svarede du. Et brev. Du skrev ikke længere. Der løber ord ud af min hud. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Intimiteten i skriftenIntimiteten i skriften Intimiteten i skriften Intimiteten i skriften

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Solstorm. Giver det mening?Giver det mening?

Lyset i ørknen i udsigten. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Når du rør mig er vi hinanden. Da blev jeg bange. Gennem hullet i min hjerne.

Fugle flakser i diodenattens klirren.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Vi er et party. Udsigten var håbløs. Har vi de samme øjne? Nordlysets sitren i din stemme. Alting ligger bag alting. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Ikke søge ly.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Kan jeg være i dette landskab? Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Hver dag gled med mig videre. Dette hurtige blik imod vandet. Når du ringer, hører jeg det ikke. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Muren omkring ordene.

Ring til mig uden grund.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Kalken. Og vi faldt i søvn. Jeg sejler: alting sejler!

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Månens sind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.