Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Odense, Esbjerg, Roskilde.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Sådan? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Min ene pen er rød og den anden sort. Afsindighed. Udsalgsvarer. Blæste det virkeligt? Du havde tabt en linje i min drøm.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Provinsen og gågadens sange. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Kan jeg skrive sådan? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Mørket kaldte vi bare for mørket. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

I natten poppede samtalerne op. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Du, du venter en sweet sol. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Whatever; nat efter nat. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet.

Stjernekontinent. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Gennem hullet i hegnet. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Sådan svarede du. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Kan jeg skrive sådan? Der var noget som åbnede sig. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Sådan her sejlede mine nætter. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Tågen i skovene i udsigten. Bag træerne. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.