Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Du trak mig med til de yderste bjerge. Om andre byer, andre verdener. Sætningerne er et hav.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg er på den anden side af havet. Ikke søge ly i den flod.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Du siger noget. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Sætningerne er et hav. Det var ikke skovene jeg kom fra. Et genert rum, et intimt rum. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Tågen i skovene i udsigten. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Muren omkring ordene. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Intimiteten i skriften Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Lysene lyste. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Har vi de samme øjne? Og en anden dag: Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Har vi de samme øjne? Der var noget som åbnede sig. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Ikke glemme floderne i ørerne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Ikke søge ly i den flod.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.