Samtale d 18.07.16 20:12:43 til 20:13:31

Giver det mening? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Der var intet som skulle glemmes. Lysene lyste. Kalken. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Landskab d 18.07.16 20:03:30 til 20:04:03

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Hav d 18.07.16 16:18:28 til 16:19:11

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Ordene, små toppe af skum. Jeg læste dine linjer Ilden.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Landskab d 18.07.16 16:12:52 til 16:13:57

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Der var noget som åbnede sig. Her er dagen allerede langt foran mig. Noter. Beskrivelser. Vi har gardiner.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Samtale d 18.07.16 16:11:47 til 16:12:40

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg var nøgen. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Når du siger mit navn, svarer min krop.

I min mund. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Landskab d 18.07.16 16:09:45 til 16:10:25

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Landskab d 18.07.16 16:10:00 til 16:11:07

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg sad alene i solen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Hav d 18.07.16 16:07:49 til 16:08:34

Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Jeg skrev intet ned i den periode. Intimiteten i skriften Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Kan jeg skrive sådan? Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.