Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Var der virkelig ild et sted? Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Lysene lyste.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Stod imod, men skrev: intet. Intimiteten i skriften De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sætningerne er et hav. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg sad alene i solen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Der var noget som åbnede sig.

I hver dag lå postkassen ensom og stille. Var jeg stille? Hvad vil disse knuste sætninger? Hvad tæller du? Du foldede dig ind i mine ord.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Landet smuldrer, smuldrer. Jeg forsvinder ikke. Jeg, ikke dig. Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Når du ringer, hører jeg det ikke.

Nu er der en uro i kroppen. I bussen til dig. Lyskrydset. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Men mit sprog er et landskab. Dine øjne. Det generte i skriften. Det handler om overfladen.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Dine diamanter lyser i min mund.

Dine. Hvad tæller du til? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Skriv mig ind i dine læber. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg havde glemt den.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Vi, gamle tanker om stilheden. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg er på den anden side af havet.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Et brev. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ilden. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Muren omkring ordene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.