Samtale d 18.06.16 11:53:42 til 11:56:49

Når du siger mit navn, svarer min krop. Du må ikke forsvinde. Sådan svarede du. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Samtale d 18.06.16 11:51:27 til 11:52:57

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sådan er det. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Landskab d 18.06.16 10:06:48 til 10:07:21

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Og en anden dag: Dine diamanter lyser i min mund. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Landskab d 18.06.16 10:05:36 til 10:06:31

Bag træerne. Har vi de samme øjne?

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Oppe på bakken. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.