Der var noget som åbnede sig. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Asfalt. Ubeslutsomhed. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Jeg skriver dagen igang, stille. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Jeg skriver dagen igang, stille. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Du foldede dig ind i mine ord. Dine læber, dine læber, dine læber.

For hvert lag af betydning i stenene. Ikke floderne i ørerne.

Vi, øjne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Vi stod og lyttede. Når min krop. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Trak jeg de yderste?

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Svarede du?

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg var din krop. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Du, du. Et wack rum, et rum for stars.

Dine øjne. Nede ved havet.

Et.

Det jeg kom fra.. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Du siger noget om solen. I dine læber. Alting ligger bag alting. Der falder binære sansninger ud af min mund. Trak jeg de yderste bjerge?

Landskab?

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Brev i april. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det generte i skriften.

Du mod de kommende kyster. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Dit navn var alt jeg hørte.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Giver det mening? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Det er bare. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Sådan svarede du.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Sad jeg alene? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg var nøgen i de dage. Jeg sad alene i solen. Dette langsomme blik imod stenene.