Du, du. Ikke søge ly. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Vores land. På et stort stykke hvidt papir. Skriv mig ind i dine læber.

Vores land. Jeg tror, du havde glemt den der. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Luften og jordens sange. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. At se dig. Uden grund.

Jeg forsvandt. Et. Vi i det glitrende. Jeg forsvinder ikke. Kan jeg smile i dine sætninger?

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. At forvandle dette rum til et andet.

Hvilken nat fulgte efter natten? Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Bag træerne. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Mørket kaldte vi bare for mørket. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Ikke søge ly i den flod. Jeg forsvinder. Har vi de samme øjne?

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.