Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Luften og jordens sange. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg skrev mig vild i de dage. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Om andre byer, andre verdener. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.
Der var noget som. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Da jeg lyttede blev jeg bange.
Du må ikke forsvinde. Dagene. Ugerne. Vennerne. Giver det mening? Kan jeg skrive sådan? At tegne øjne i sætninger. Jeg og dit hjerte.
Vi har travlt.
Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.
Skyen skjulte noget for fuglene. Bag træerne. Det dybeste af alt er huden? Det er bare. Du siger noget om solen. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.
På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Sådan svarede du. Er du på den anden side af havet? Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg skriver natten i gang, stille.
Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward:
Jeg sejler: alting sejler! Her er dagen allerede langt foran mig. Det kunne forsvinde. Når dine øjne. Diamanterne. Vågnede. Det jeg kom fra.. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.
Et udadvendt rum, et favnende rum. At forvandle dette rum.
I bussen skrev jeg en sms til dig. Kan jeg skrive sådan? Lyset i ørknen i udsigten.
Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Bagefter sad jeg i timer og læste. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.
Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.
I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.