Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Det generte i skriften. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Asfalt. Ubeslutsomhed.

Derinde bag skoven. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Ikke var muligt at komme derind.

Du siger noget om solen. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Hvirvlende, stirrende, syngende.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Var der virkelig ild et sted? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Jeg elsker at se dig. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Du må ikke forsvinde. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Der var intet som skulle glemmes. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Var det skovene du kom fra? Har vi de samme øjne?

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Bøgerne tegnede deres egen retning. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.