Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Ordene, små toppe af skum. Muren omkring ordene. Oplæsning for intetheden. Intimiteten i skriften I bussen skrev jeg en sms til dig. Mine linjer kommer igen.

Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sad jeg? Dette hurtige blik imod vandet. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Var det markerne du kom fra? Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Farvede ordene milde.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Gennem hullet i min hjerne. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Du siger noget om solen. Hvilken nat fulgte efter natten? Et genert rum, et intimt rum. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg var i din krop, og du? Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Intimiteten i skriften. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Det var før du kunne forsvinde. Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. At forvandle dette rum til et andet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Øjne af regn fra det travle. Vi, vi. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.