Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Stod imod, men skrev: intet. Stod imod, men skrev: intet. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Det er bare.

Der løber ord ud af min hud. Min ene pen er rød og den anden sort. Noter. Beskrivelser.

Jeg skriver dagen igang, stille.Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Du kan være i dette landskab.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende.Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende.

Farvede ordene milde.

Min ene pen er rød og den anden sort. Men mit sprog er ikke fjendtligt. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skrev intet ned i den periode.

Hvilke krystaller lyste i dine ord? Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Jeg sad alene i solen. Under den blå, blå himmel. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Var det markerne du kom fra? Glashænder. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Som at læse glemte aviser. Blå øjne mod den milde himmel. Bag træerne. Udsigten var håbløs. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.