Sådan svarede du. Afsavn. Var det skovene du kom fra? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Dagene. Ugerne. Vennerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Om andre byer, andre verdener. Det var ikke markerne jeg kom fra. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Det dybeste af alt er huden?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Afsavn. Udsagn. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Bøgerne tegnede deres egen retning. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Det er aldrig det hurtige blik. Og en anden nat: I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Derinde bag skoven. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Tågen i skov

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Ring til mig uden grund.

Trak du de yderste bjerge? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Bussen skrev til dig. Dine sætninger. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.