På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Kan jeg skrive sådan? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Vi har gardiner. Ikke glemme floderne i ørerne. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Jeg skriver natten i gang, stille. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.