Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Sad jeg alene? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.
Blæste det virkeligt?
Afsavn. Udsagn. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.
I bussen skrev jeg en sms til dig. Lyskrydset. Snestorm. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg var i din krop, og du? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund.
Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund.
Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund.
Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund.
Oplæsning for intetheden.
Min skrift er farvet af sig selv. Ordene, små toppe af skum. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.
Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.
Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.
I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.
Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.
Ved den smuldrende beton. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Og vi. Sådan er det.
Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.
Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.
Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Vores land. Sandet var forsvundet. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Jeg læste dine linjer. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerg
Rifterne. Luften og jordens sange. Det er aldrig det hurtige blik. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.
For hvert lag af betydning i stenene. Lysene lyste. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.