Dagene alene på landet. Hvad vil disse knuste sætninger?

Der løber ord ud af min hud.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store s

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Noter. Beskrivelser. Jeg går bare og venter på den milde måne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Afsavn. Udsagn.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Jeg skriver dagen igang, stille. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Under den blå, blå himmel.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Vi er det sarte, de stille. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Af alt det skyggende, matte, reflekterende.

Brev i april.

I mørket, diamanter, dine øjne. Du siger noget om månen. Bare mørket. Vi, hudløse. Jeg skriver natten i gang, stille.

Jeg havde dig. Ordene, syrlige rifter af blod. Og vi faldt i søvn. Der lå figner på jorden. Tingene tøver. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Det gør noget.

Farverne. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Gennem hullet i muren. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Jeg skriver natten i gang, stille. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Den afklarede himmel.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Du trak de yderste bjerge. Jeg lyttede til dit hjerte. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Indimellem sagde du nogle ord. Var jeg stille?

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Alting bag alting. De yderste kyster, en grøn sten. Jeg kunne mærke dit hjerte. Sætningerne er.

Da jeg lyttede blev jeg bange. I læberne i huden.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Landet smuldrer, smuldrer. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Hvad vil disse knuste sætninger?

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Var det skovene du kom fra? Som i morges. Hvad skulle glemmes? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Jeg var de dage. Var det markerne du kom fra? En. På et stort stykke hvidt papir. Mørket kaldte vi bare for mørket. Et hav. Vi i det glitrende.