Det var ikke skovene jeg kom fra. Træerne. Stod imod, men skrev: intet.

I den periode: udsigten, stilheden. Nordlysets sitren i din stemme.

Jeg har plads i min hud. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. De matte hemmeligheder inde i træet. Hvem var det, der skrev: Intet ligger bag intet. Intet ligger bag intet. Intet ligger bag intet.

Jeg går bare og venter på den milde måne. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.

Diamanterne. Farverne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var der virkelig ild et sted? Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Det generte i skriften. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores.

Forsvinder ikke. Vi, de uddøde arter. Var det skovene du kom fra? Jeg har dig. Brev i april. På et stort stykke hvidt. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter.

Var der virkelig ild et sted? Sandet. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Hvor længe havde du drevet i vinden? Om andre lande, andre folk. At tale var blevet uoverskueligt. Ordene, små toppe af skum. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. En regning. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg tror, du havde glemt den der.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg er på den anden side af havet.

Den sindssyge himmel. Der var intet som skulle glemmes. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Ok, svarede du.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Nordlyset tøver i vores stemmer. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Og vi faldt i søvn. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Blå øjne mod den milde himmel. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Og en anden dag: I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Under murbrokkerne. Lyset i ørknen i udsigten.