Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Skyen skjulte noget for fuglene.

Ensomheden i linjernes fald.

Landet smuldrer, smuldrer. Men mit sprog er et landskab. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Bagefter sad jeg i timer og læste. Uforståelige sætninger at klæde sig i. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Lysene lyste. Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige?